2 nye politiske arbejdsopgaver.

Skrevet af: Ango Winther @ 28. maj - 2010
Filed under: Politik,Pressemeddelelser

Torsdag den 27. maj blev jeg valgt som formand for Aarhus Lufthavn A/S.
Et arbejde jeg glæder mig meget til.

På det konstituerende bestyrelsesmøde viste der sig en stor enighed om, at
Aarhus Lufthavn den kommende periode skal udvikles ud fra det vi er gode
til.

På samme tid i Kolding var der generalforsamling i DANVA (sammenslutning af
vandværker i Danmark).

Her blev jeg valgt ind i den nye bestyrelse, et arbejde er ligger i klar forlængelse af mit
næstformandsskab i Århus Vand A/S.

To nye politiske poster der afgjort vil få stor betydning for mit fremtidige politiske
arbejde.

Jeg glæder mig meget til at komme igang.

Frafald af krav om affaldsskakte, eller mulighed for at give dispensation for affaldsskakte i boligbyggeri med alternativ affaldshåndtering i gadeniveauet.

Skrevet af: Ango Winther @ 18. maj - 2010
Filed under: Byudvikling,Politik

Til Borgmester Nicolai Wammen.

På vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe, anmoder jeg om, at dette forslag sendes til behandling i Århus Byråd ved først givne lejlighed.

Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe foreslår, at der gives dispensation for affaldsskakte i boligbyggeri med alternativ affaldshåndtering i gadeniveauet.

Med indførelse af alternative affaldsløsninger i Århus, med central affaldshåndtering i gadeniveau, anmodes Rådmanden for Magistratens 2. afd. om at rette henvendelse til Økonomi- og Erhvervsministeriet, Byggestyrelsen, om primært at få lovgivningen ændret således at der ikke længere kræves affaldsskakte i nybyggeri af etageboliger, subsidiært, at der hvor der er alternativ affaldshåndtering som ovenfor nævnt, kan gives dispensation for affaldsskakte.

Vi er enige med bygherrer om, at det kan virke underligt, at der kræves, at etageboligbyggeri opføres med skakte, idet det første der sker, og inden ibrugtagning gives der påbud om, at de skal spærres af, og ikke må benyttes, men at man skal benytte den alternative affaldshåndtering i gadeniveau.

Socialdemokraterne foreslår, at Århus Byråd beslutter, at:

1. Rådmanden for Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø retter henvendelse til Økonomi- og Erhvervsministeriet, Byggestyrelsen, om primært at få lovgivningen ændret således at der ikke længere kræves affaldsskakte i nybyggeri af etageboliger,

2. subsidiært, at der hvor der er alternativ affaldshåndtering som ovenfor nævnt, kan gives dispensation for affaldsskakte.

På vegne af Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe,

Ango Winther

 

 

Kollegium for enlige forældre under uddannelse

Skrevet af: Ango Winther @ 18. maj - 2010
Filed under: Byudvikling,Politik
Til Borgmester Nicolai Wammen.

På vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe, anmoder jeg om, at dette forslag sendes til behandling i Århus Byråd ved først givne lejlighed.

Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe foreslår, at der oprettes et kollegium for enlige forældre under uddannelse.

Det kan være særlig vanskeligt for enlige forældre at fastholde en tilknytning til en uddannelse. Dette kan have flere årsager. Dels det forhold, at det i almindelighed er hårdt arbejde at have børn.

Dels at hverdagen på mange uddannelser ikke er gearet til børnefamilier:

Aftener med forberedelse og gruppearbejde kan være vanskeligt at indarbejde i en børnefamilies hverdag – især, hvis man er alene med barnet/børnene. Derfor risikerer de uddannelsessøgende forældre, at blive isolerede på deres studie, og i sidste instans at droppe ud af studiet.

En måde at bakke op om de uddannelsessøgende forældre kan være at oprette et særligt kollegium henvendt til denne målgruppe. Afdelingen bør i sagens natur indrettes med servicearealer, der tager et særligt hensyn til målgruppen: F.eks. skal der indrettes legepladser, ligesom man formentlig kan have gavn af fælles køkken/spisestuefaciliteter.

Socialdemokraterne foreslår, at Århus Byråd beslutter, at:

1) Magistratsafdelingen for Sociale forhold og Beskæftigelse i samarbejde med Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø udarbejder et oplæg til etablering af en kollegieafdeling henvendt til fortrinsvis enlige under uddannelse, der har børn.

2) At det undersøges, om det er muligt i sammenhæng med et kollegium for unge under uddannelse kan tilknyttes en børnepasning. En omvendt dagpleje, hvor kollegiet har lokalerne og dagplejen kommer på kollegiet og passer børnene.

På vegne af Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe,

Ango Winther

Trafikplanlægning

Skrevet af: Ango Winther @ 9. april - 2010
Filed under: Byudvikling,Politik,Trafikpolitik

Offentligt møde om den nye lokale trafikplanlægning trak

fulde huse

 

Tirsdag aften mødte borgere fra Kjærslund, Søndervang, Rosenvang og det indre Viby en veloplagt Ango Winther, byrådsmedlem og trafikplanlægger.

Mødet var yderst velbesøgt, med over 5o borgere, flere gik forgæves.

Ango Winther udtaler:

“Det glæder mig at der blev udtrykt interesse og stor bevågenhed om hvordan den lokale trafik ændres. Der er betænkelighed ved forslaget om at trafikken skal føres gennem Søndervangen til Gunnar Clausens vej. Det er yderst vigtigt at også de lokale borgere bliver hørt i en så vigtig ændring af de århusianske forhold”

Ango Winther kommer derfor med en kraftig appel og opfordring til at borgerne kommer med ændringer og kommentarer til Midttrafik, senest 25. april.

“Ikke mindst i lyset af, at der arbejdes med en helhedsplan for Rosenhøj, Kærslund. Søndervangen området, her skal den kollektive trafik indtænkes konstruktivt” udtaler Ango Winther

Ilse Klinke, formand for socialdemokraterne i Viby udtaler;

“Det er skønt at være en del af et aktiv medborgerskab, det viser at interessen for politik er levende og giver mening. For mig vidner det om at vi står for en holdningsændring i befolkningen, hvor man igen er interesseret i hvad der rør sig.

Det styrker min tror på at der kommer et regeringsskifte inden længe”

Yderligere kommentarer ved

Byrådsmedlem Ango Winther

27110809

Glædelig jul og ønsket om et lykkebringende nytår til alle.

Skrevet af: Ango Winther @ 24. december - 2009
Filed under: Ikke kategoriseret

Her lige inden juleanden skal spises, vil jeg benytte lejligheden til at sige alle mine læsere her på siden,

Ønsket om en glædelig jul, og et lykkebringende nytår til jer alle.

På gensyn i 2010 – ja det skal man lige vænne sig til at skrive.

Genvalgt

Skrevet af: Ango Winther @ 18. november - 2009
Filed under: Ikke kategoriseret

Stor tak til de mange der sikrede mit genvalg til Århus Byråd.

I den kommende periode ligger der store opgaver forude.

Næstformand for Teknisk Udvalg
Medlem af Social- og beskæftigelsesudvalget
Formand for Århus Lufthavn
Medlem af Århus Vand A/S
Taxinævnet
Beredskabet
bl.a.

Handicappede har store problemer.

Skrevet af: Ango Winther @ 21. oktober - 2009
Filed under: Politik,Socialforvaltningen,Socialpolitik

Til Rådmand Laura Hay

Laura jeg skriver til dig, fordi jeg er bekendt med, at store dele af området med handicaphjælpere er løbet ind i stor problemer.

Som du sikkert ved, trådte en ny lov i kraft den 1.1.09 om Brugerstyret Personlig Assistance (BPA). Loven giver handicappede mulighed for, at overlade arbejdsgiveransvaret til en brugerstyret organisation, en nærtstående eller et privat firma. Der er afsat en pulje på 126 mio. kr. af satspuljemidlerne til at forbedre løn og arbejdsvilkår for BPA.

En del handicappede i Århus har valgt denne løsning.

Problemet er, at det forlyder, at udmøntningen af satspuljemidlerne i Århus endnu ikker er udmøntet, hvilket betyder, at de firmaer der opererer indenfor dette område ikke har dækning for den løn de giver handicaphjælperne, og derfor nu varsler lønnedgang for handicaphjælperne. Det forlyder, at handicaphjælperne ikke har til hensigt at sige ja til lønnedgang, og derfor afskediges.

Situationen er fastlåst, og kan kun løses, såfremt Århus kommune udmønter egen andel af satspuljen på 126 mio. kr. Idet ingen virksomheder – hverken de brugerstyrede eller de private – vil være i stand til at leve op til aftaler (og lovgivning) – hvis bevillingerne ikke tilrettes.

Der skal ikke megen fantasi til at se hvilken situation vi sætter de handecappede i, hvis ikke dette problem løses.

Jeg vil anmode om, at du vil få sat turbo på dette.

Med venlig hilsen

Ango Winther

Medlem af Århus Byråd for Socialdemokraterne

“Ny strategi tiltrængt, så udsatte børn og unge ikke ender som indsatte voksne.”

Skrevet af: Ango Winther @ 14. oktober - 2009
Filed under: Børm- og ungeudvalget,Politik,Socialforvaltningen,Socialpolitik

Ango Winther byrådsmedlem (S).

 

Som formand for tvangsfjernelsesudvalget i Århus Kommune har jeg siden 2006 været vidne til, at strategien fra tidligere Socialminister Karen Jespersen om at undgå tvangsfjernelser, i den grad er slået fejl. I Århus Kommune var vi i 2006 med på strategien og antallet af tvangsfjernelser faldt som ønsket.

Men jeg kan ikke undgå at få den tanke, at vi lige nu betaler en høj pris for den strategi og ikke mindst de udsatte børn og unge. De udsatte børn og unge, som der ikke blev taget hånd om i 2006, de bliver fjernet nu. 

Tilbage i 2006 og 2007 blev der tvangsfjernet ca. 30 børn og unge om året. I 2008 var der 64 sager og i 2009 har vi pt. behandlet 67 sager.

Alle kan være enige om, at udsatte børn og unge skal hjælpes så tidligt som muligt. Det sker bare ikke, virkeligheden ser anderledes ud. 9 ud af 10 af de børn, som modtager hjælp fra kommunen, er over 7 år.

 

Mit budskab er, at nu skal vi gøre ord til handling. Vi kan ikke være det bekendt. Først svigtes børnene af deres forældre og derefter af deres kommune, fordi problemerne er vokset sig så store, at tvangsfjernelse er den eneste og rigtigste løsning.
Derfor skal vi sætte ind langt tidligere. Indsatsen skal ske allerede fra vuggen af og op gennem opvæksten, hvor vores dygtige fagpersoner som sundhedsplejersker, skolelærer, skolepsykologer og socialrådgiver sammen sikre et smidigt samarbejde med udgangspunkt i en tidlig indsats. Men det kræver, at vi styrker dette samarbejde, skaber rammerne og finder ressourcerne.

Ligesom vi andre forventer, at politiet stiller øjeblikkeligt, hvis vi er blevet udsat for vold eller voldtægt, ligeså hurtigt, skal de udsatte børn have hjælp. De udsatte børn har ikke forældre, som har overskud til at hjælpe eller beskytte dem.
 

Lad os skabe de nødvendige forandringer og fastholde kommunale arbejdspladser.

Skrevet af: Ango Winther @ 9. oktober - 2009
Filed under: Århus By,Pressemeddelelser

Ango Winther, byrådsmedlem (S).

 

Et standardsvar og løsning på al verdens økonomiske udfordringer, er udlicitering, i hvert fald, hvis man er konservativ. Det fremgik tydeligt på TV 2 Østjylland tirsdag, hvor de konservatives gruppeformand i Århus Marc Perera Christensen i bebrejdende tone efterlyste mere udlicitering i Århus Kommune i sine bestræbelser på at finde 168 mio. over de næste fire år.

Øgede krav til udlicitering er også bebudet fra Minister Lene Jespersen, som ønsker en stigning i den procentuelle andel af konkurrenceudsættelse i kommunerne fra nuværende 26,5 % til 30 %.

 

Min pointe er, at udlicitering ikke kan stå alene og ikke er løsningen som alle økonomiske udfordringer. Det er vores fornemmeste ledelsesopgave i Byrådet og hos lederne i Århus Kommune at have kontant fokus og bevågenhed på en effektiv og konkurrencedygtig organisation. Det gælder ikke kun i krisetider, men også i højkonjunktur.

Det er sundt med konkurrence og at vi bliver pustet i nakken, at andre også kan løse vores kerneopgaver. Det gør, at vi anstrenger os endnu mere og bliver mere bevidste om vores kerneopgave overfor borgerne.

 

Min holdning er, at vi skal skabe de nødvendige forandringer selv i Århus Kommune som gør, at vi kan være konkurrencedygtige. Jeg synes det er ærgerligt, hver gang en offentlig arbejdsplads må give bolden over til et privat firma.

Vi har mange dygtige medarbejdere og ledere, som kan skabe de nødvendige forandringer og løse opgaverne til en konkurrencedygtig pris og kvalitet, men det kræver samme fokus og ikke mindst viljen til forandringer hos begge parter. Samtidig skal vi også skabe de optimale vilkår og rammer for ledere og medarbejdere, så det kan lade sig gøre. Det er her, at en del af løsningen, er øget fokus på afbureaukratisering. Der vil være en del at hente gennem øget fokus på afbureaukratisering, og der er en masse at gå i gang med.

 

At afbureaukratisering kan være en decideret erstatning for udlicitering, vil jeg stille spørgsmålstegn ved. Vi er samtidig nødt til at være realistiske, vi kan ikke som en offentlig organisation sætte os det mål, at vi kan afskaffe alt bureaukrati. Som offentlig virksomhed vil vi altid være lidt mere tunge og bureaukratiske end en privat virksomhed, dette er netop medvirkende til at sikre retssikkerheden og trygheden hos borgeren – denne tryghed må vi ikke sætte over styr.

 

Vi skal tænke os godt om i vores bestræbelser på at nå politiske målsætninger omkring udlicitering og udpegning af nye områder. Her tænker jeg konkret på de berørte medarbejdere, ofte lange beslutningsprocesser og hvad det betyder for arbejdsmiljøet i perioden.

 

Ligesom der er gode eksempler på udlicitering af offentlige opgaver, er der samtidig rigtig mange dårlige eksempler. Forringede arbejdsforhold, dårligere løn og aftalegrundlag for medarbejderne med årene, og ikke mindst serviceforringelser for borgerne.

Vi har gennem mange år oparbejdet en attraktiv og sund arbejdsplads i Århus Kommune med gode arbejdsforhold og et værdigrundlag, som bygger på troværdighed, respekt og engagement, så der er meget at kæmpe for. Lad os holde hinanden fast i det, mens vi skaber de nødvendige forandringer for at fastholde kommunale arbejdspladser i Århus Kommune.

 

 

“Gør det du er bedst til” – det gør vi måske??

Skrevet af: Ango Winther @ 23. september - 2009
Filed under: Århus By,Politik,Pressemeddelelser

Behov for nyudvikling af driftsområder.

Af Ango Winther byrådsmedlem (S).

 

Med byrådets beslutning om nedsættelse af en effektiviserings task force, som over de næste fire år skal give mulighed for at udvide budgettet med 17 millioner, ser jeg en oplagt mulighed for at kigge på vores organisering af driftsopgaver i Århus Kommune. Jeg mener der er brug for at nyudvikle og se på alternativer til vores nuværende organisering.

 

Jeg deltog forleden aften i et debatmøde på Skoleområdet, hvor en diskussion med to skoleledere tydeligt viste, at man kunne stille spørgsmål ved om organiseringen af driftsopgaverne blev hensigtsmæssigt understøttet. Decentrale ledere, der anvender unødvendige ressourcer og tid på deltagelse i beslutninger om f.eks. manglende gulvkloakafløb, der besværliggør renholdelse af toiletter, vinduesudskiftning og indkøb. En driftsopgave, hvor man tænker – ”Skal en skoleleder bruge tid på det”??, timer, som går fra kerneopgaven”.

 

Eller sygeplejersken på et lokalcenter, som bliver praktisk involveret i opsætning af et kald i en borgers hjem, timer som går fra plejen. Og ja der kunne listes mange eksempler op af lignende karakter, hvor man kan stille det spørgsmål om opgaven ligger placeret rationelt og mest hensigtsmæssigt.

 

Derfor vil jeg arbejde for en mere effektiv og rationel organisering af driftsområderne i Århus Kommune. Jeg er overbevidst om, at der er gevinster og fordele at hente. Sammenlægning af driftsenheder vil alt andet lige betyde stordriftsfordele, kvalitative forbedringer, større specialisering, frigørelse af ressourcer, som går fra kerneopgaver, større arbejdsglæde, et bedre grundlag for at opbygge og fastholde kompetencer.

 

Man har allerede i enkelte Magistratsafdelinger i Århus Kommune taget fat på denne opgave og effektiviseret på driftsområder i egen Magistrat. Det er meget positivt, men jeg vil tage et større skridt og fremme endnu mere helhedstænkning i Århus Kommune ved at tænke driftsenheder, som servicerer hele Århus Kommune.

 

Man skal altid sikre sig, at beslutninger om reorganisering bliver truffet på et korrekt og kvalificeret grundlag med et tilbundsgående analysearbejde, hvor alle interessenter bliver medinddraget.

Helt konkret vil jeg pege på et område, som med fordel vil kunne være rollemodel i en to trins model nemlig en samling af alle bygningstilsyn i ét samlet Bygningstilsyn for hele Århus Kommune. Viser det sig at være en god løsning, kunne trin to være en samlet Bygningsafdeling for hele Århus Kommune.

 

Jeg synes vi er forpligtet til at afprøve nye organisationsmodeller for at sikre, at skattekronerne bliver anvendt mest hensigtsmæssigt – det er ansvarlig økonomisk politik. Samtidig kan vi bedre fastholde og tiltrække medarbejdere, som får lov til at anvende deres faglige viden og kompetencer til det de er ansat til.