Nyt takstberegningssystem!
v/næstformand i Hyrevognsnævnet
Ango Winther
Mange efterlyser nytænkning, men få ønsker forandring.
Hvorfor skulle der nu et nyt taksberegningssystem til i Århus? Det har, som jeg fornemmer været et spørgsmål der har været flittigt stillet i hyrevognskredse. Og hvorfor skulle der egentlig det?
Der skal ikke herske tvivl om, at i nævnet har vi, i de nu 12 år hvor jeg har været næstformand, ofte diskuteret, om vi skulle lægge beregningssystemet om, således at det vægter tiden højere en længden. Hvorfor den debat i nævnet? Det har der primært været to grunde til. Repræsentanter fra de to selskaber og repræsentanterne for chaufførerne har ofte fremsat følgende sætning: ”De korte ture i midtbyen er for billige i forhold til den tid det tager at køre dem.” Det var den ene grund. Den anden har været hver gang vi desværre har været vidne til ulykker inden for branchen, hvor man ikke har kunnet afvise, at hastighed har været et faktum.
Så to oplæg – kunne vi gøre korte midtbyture lidt dyrere og dermed mere attraktive at køre, og mindske incitamentet til at køre for stærkt.
Ålborg har ofte været en by som der er blevet refereret til i debatten, fordi de netop havde et beregningssystem der mere tager højde for tid en turens længde, og har haft det de seneste 20 år.
Paradokset er så, at vi ofte er blevet bebrejdet, at det har taget lang tid at få beslutningen taget. Retfærdigvis skal det nævnes, at det mest var før beslutningen blev taget.
Nu er systemet så indført, og har været til eksamen blandt alle brugere.
Jeg har personligt ikke fået klager der er gået på prisen, ej heller klager der er gået på hastigheden.
Jeg er overbevist om, at systemet er rigtigt. Men det er fair at mene, at vi ikke har ramt rigtigt ved første kast med pilen mod skiven. Hvor er det vægtningen af tid kontra længde skal være? Jeg har studeret de edb-programmer som er lavet til formålet, og er enig i, at vægtningen ikke skal betyde, at man bl.a. på Ringvejen i Århus ikke kører den tilladte hastighed men under, for det tjener man på. Og ej heller det helt groteske, at man på motorvejen kører med 60 km i timen for at få samme pris for turen som i det gamle system. Århus Taxa har bedt om et møde i nævnet for at få korrigeret denne vægtning, og også justeret priserne idet det viser sig, at den sidste 4% stigning ikke er slået helt igennem.
Personligt vil jeg arbejde for en ændring af beslutningsprocessen, således at byrådet fremover beslutter en procentsats, og at det herefter er nævnet og repræsentanterne for branchen, der udmønter hvor stor en del der skal ligge på tid, og hvor meget skal ligge på længde. Dermed kan vi korrigere tydelige urimeligheder hurtigt. Det er vigtigt at kunne korrigere hurtigt, idet prisen pr. tur jo afregnes her og nu, og ikke kan justeres med tilbagevirkende kraft. Så min holdning er at den endelig fordeling skal ligge i nævnet. Det er urimeligt, at chauffører og vognmænd reelt har et dagligt underskud indtil en priskorrektion er besluttet og gennemført.
Lad mig afslutte med, at jeg er overbevist om, at det nye system er kommet for at blive, og med nogle justeringer også vil vise sig at være til fordel for branchen. De korte ture er blevet mere attraktive at køre, og hastigheden er sat ned på de lange.
Har man tidligere sværget sig til de lange ture, vil jeg ikke udelukke en tilbagegang i indtjeningen med samme antal ture, men det kunne jo så animere de med de tilbøjeligheder til også at hjælpe til med at få kørt de korte ture, hvor fortjenesten er mere fordelagtig end før.
Enkelte vognmænd har indviet mig i, at de faktisk også har kunnet aflæse det på bilens brændstofforbrug, skiver og bremseklodser – og det er vel i grunden slet ikke så galt.