Indlæg fra Byrådsdebatten om anbragte børn!

Onsdag den 21. maj 2008

Jeg kan forstå at venstre er meget interesseret i min hukommelse, og især når den en enkelt gang svigter.

Fakta er at det jeg har udtalt bl.a. et læserbrev som ikke er blevet bragt af nogen endnu er, at

”I mine år som formand for udvalget, har jeg ved flere lejligheder overfor forvaltningen udtrykt ønske om, at vi kunne få en sag, hvor vi kunne få lov til at sige nej til anbringelse. Baggrunden for dette ønske er, at vi meget sjældent er i tvivl når sager foreligges udvalget, men ofte spørger os selv:

”Hvorfor har vi ikke set denne sag noget før?”

Jeg mindes ikke i mine 2 formandsperioder, at udvalget har afvist nogen sager.

I enkelte sager, har vi nedsat forvaltningens forslag om genbehandlingsperiode fra 2 år til 1 år, eller 1 år til eksempelvis 6 måneder.

Afvisninger mindes jeg ikke med mig som mødeleder, om der skulle være en enkelt eller 2 så er det absolut undtagelsen, normalen er at forvaltningens indstilling godkendes. Som formand har jeg yderligere den beføjelse at jeg alene kan sige ja eller nej til en anbringelse opstået akut. Ej heller i den kategori har jeg afvist nogen”.

Nu kan jeg så forstå, at der har været stor interesse i at se sager igennem, om der ikke skulle findes en sag som jeg har sagt nej til, og i forvaltningens gennemgang af sagerne har man fundet 1 som jeg har sagt nej til og yderlige en hvor en afstemning i udvalget viste 3 for forvaltningen, og 2 imod. Tillad mig lige at sige, at jeg var mellem de 3 der stemte for forvaltningens indstilling.

At udvalget med de to sager, har lagt en linje for hvad et barn skulle kunne tåle, inden der er grundlag for anbringelse, er simpelthen ikke nogen rimelig konklusion.

Tillad mig at sige, at arbejdet i det her udvalg er meget anderledes end i andre udvalg, vi får sagen ud typisk torsdagen før de behandles den kommende torsdsag, og ved mødets afslutning afleveres papirerne til sekretæren – alle oplysninger og papirer er ude af udvalgets hænder.

Vi har ikke et arkiv vi kan kikke i, og derfor må jeg beklage, at min hukommelse i den ene sag har spillet mig et puds.

1 sag ud af 31 – det svarer vel til ca. 3 procent

Hvis man sammenligner med højesteret, der afviser 33 % af alle sager så kan man som jeg ser det ikke lægge den ene sag til grund for, at udvalget har lagt et bestemt et niveau for tvangsfjernelser i Århus Kommune, og dermed sat en grænse for hvad børn skulle kunne tåle.