Foranlediget bl.a. af læserbrev i gårsdagens avis, skal vi for god ordens skyld kommentere en række af de udsagn om Aarhus Lufthavn, og vores samarbejdspartner SAS, der fremføres heri.

Det første emne der berøres er servicebegrebet. Det er i den forbindelse vigtigt at notere sig at Aarhus Lufthavn har ansvaret for den generelle servicering af publikum, dog med den undtagelse, at SAS har eget indcheckningspersonale.

Lufthavnen gennemfører løbende publikumsundersøgelser, og der er ikke i disse tegn på at publikum deler påstanden om dårlig service. Det kan i den forbindelse oplyses, at alle væsentlige måle parametre viser en tilfredshedsgrad på 90 % eller derover.

Det er ligeledes vigtigt ikke at forveksle servicebegrebet med produktbegrebet. Manglen på en given rute eller frekvens er således ikke en af de elementer, lufthavnen har kontrollen med. Beslutningen om, hvorvidt der skal beflyves en given destination eller frekvens er udelukkende luftfartsselskabernes. Vi bestræber os naturligvis løbende på at tiltrække nye operatører og frekvenser, og glæder os i den forbindelse over at Aarhus Lufthavn fortsat er provinsens næst største udenrigs rute lufthavn.

For så vidt angår bemærkningerne om SAS, må vi henvise til SAS. Vi har sendt kopi af nærværende indlæg til den relevante afdeling i selskabet.

Når det gælder kommentarerne om det igangværende vej anlægsprojekt, der både nedsætter transporttid og forbedrer trafiksikkerheden, yder lufthavnen hermed sit bidrag til den markante forbedring af den trafikale infrastruktur til lufthavnen. Kombinationen af etableringen af Djursland Motorvejen og den snart færdige vestlige adgangsvej, indebærer således, at lufthavnen billedligt talt er flyttet 15-20 min. tættere på vores hovedmarkeder, hvilket er af alt afgørende betydning for den fremtidige ruteudvikling. Vort næste mål i denne sammenhæng er, at få forlænget Djursland Motorvejen helt frem til Kolind Krydset.

Endelig skal vi kort kommentere udsagnene om lufthavnens bestyrelse. Ultimo maj måned i år tiltrådte en helt ny bestyrelse, og samtidig iværksattes en proces med henblik på at supplere bestyrelsen med 2-3 erhvervsrepræsentanter. Oplægget hertil er p.t. til behandling i ejerkredsen, og forventes vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i efteråret.

Afslutningsvist kan vi oplyse, at en enig bestyrelse i Aarhus Lufthavn A/S står bag beslutningen om at Aarhus Lufthavn også fremover skal betjene det Østjyske rejsepublikum med udgangspunkt i den nuværende placering. En placering, der ud fra en række drifts og miljømæssige betragtninger er ideel, og som også ud fra en markedsmæssig betragtning er i markant bedring som konsekvens af de ovennævnte forbedringer af den trafikale infrastruktur.

Ole Paaske
Direktør                                                      
Aarhus Lufthavn A/S                            

Ango Winther
Formand
Aarhus Lufthavn A/S