Af Ango Winther (S), næstformand for Teknisk Udvalg
og Steen B. Andersen (S), medlem af Teknisk Udvalg

10 års tovtrækkerier er nu endelig overstået. Den længe ventede beslutning om, hvor den kommende omfartsvej i Aarhus Syd skal ligge, er truffet. Socialdemokraterne har længe gået forrest, og vi kunne, sammen med et stort flertal i byrådet, stemme for, at det blev den såkaldte linjeføring A. Den nordligste rute mellem Bering og Beder. Og også den bedste.

Magistraten for Teknik og Miljø havde forinden peget på linjeføring A, da den simpelthen bedst opfylder de formål, som vejen er tiltænkt. Nemlig at fuldende den tredje ringforbindelse rundt om Aarhus sammen med E45 og Djurslandmotorvejen. At aflaste en række små trafikveje i den sydlige del af byen. Og sidst men ikke mindst vil vejen give en god forbindelse mellem nuværende og fremtidige byområder i den sydlige del af byen.

Hos Socialdemokraterne er vi derfor glade for, at alle partier – minus Venstre – brugte sin sunde fornuft og pegede på A-løsningen. Den opfylder formålene, og løsningen er tilmed den bedste for miljøet.

Vi anerkender selvfølgelig, at linjeføringen for nogle borgere kommer til at betyde, at de kan se frem til at få en vej tæt på deres bolig. Men sådan ville det have været, lige meget hvilken linjeføring vi havde valgt.

Vi må ikke glemme, at den kommende vej kommer til at betyde store fordele for hele området i Aarhus Syd. Flere borgere vil få kortere tid til arbejde, skole og daginstitutioner – og virksomhederne vil bruge mindre tid på kørsel. Den nye linjeføring kommer dermed til at give endnu gunstigere forhold til vækst. Den vil være med til at løfte hele den sydlige del af byen med flere arbejdspladser og mulighed for byudvikling. Et gennemgående tema i høringsbidragene fra den offentlige høring var da også, at mange beboere ser klare fordele i vejen. Det er også værd at nævne, at alle fællesråd i Aarhus Syd har bakket op om vejen, da den kommer til at løfte området.

Hos Socialdemokraterne vil vi gøre alt for, at de beboere, der kommer til at bo tæt på den kommende vej, bliver så lidt generet som muligt. Derfor er der allerede afsat 20 millioner kroner til støjafskærmninger flere steder langs vejen.

Derudover har Socialdemokraterne haft fokus på, at den nye vej gør mindst mulig skade på miljøet. Derfor var linjeføring A det helt rigtige valg. Det konkluderer både VVM-redegørelsen og miljørapporterne, der er lavet i det undersøgende arbejde. Linjeføring A er det grønneste valg. Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himmelen, og det bliver desværre ikke muligt at sænke vejen ved Giber Å, da der i så fald vil være risiko for oversvømmelser ved kraftige regnskyl.

Summa summarum er vi ikke i tvivl om, at den nye linjeføring mellem Bering og Beder bliver et kæmpe aktiv for hele Aarhus. Flere års grundigt opklarende arbejde har nu resulteret i den bedste løsning for kommunen. Og beboerne i området har fået en længe ventet afklaring.