Handicappede har store problemer.

Skrevet af: Ango Winther @ 21. oktober - 2009
Gemt under: Politik, Socialforvaltningen, Socialpolitik

Til Rådmand Laura Hay

Laura jeg skriver til dig, fordi jeg er bekendt med, at store dele af området med handicaphjælpere er løbet ind i stor problemer.

Som du sikkert ved, trådte en ny lov i kraft den 1.1.09 om Brugerstyret Personlig Assistance (BPA). Loven giver handicappede mulighed for, at overlade arbejdsgiveransvaret til en brugerstyret organisation, en nærtstående eller et privat firma. Der er afsat en pulje på 126 mio. kr. af satspuljemidlerne til at forbedre løn og arbejdsvilkår for BPA.

En del handicappede i Århus har valgt denne løsning.

Problemet er, at det forlyder, at udmøntningen af satspuljemidlerne i Århus endnu ikker er udmøntet, hvilket betyder, at de firmaer der opererer indenfor dette område ikke har dækning for den løn de giver handicaphjælperne, og derfor nu varsler lønnedgang for handicaphjælperne. Det forlyder, at handicaphjælperne ikke har til hensigt at sige ja til lønnedgang, og derfor afskediges.

Situationen er fastlåst, og kan kun løses, såfremt Århus kommune udmønter egen andel af satspuljen på 126 mio. kr. Idet ingen virksomheder – hverken de brugerstyrede eller de private – vil være i stand til at leve op til aftaler (og lovgivning) – hvis bevillingerne ikke tilrettes.

Der skal ikke megen fantasi til at se hvilken situation vi sætter de handecappede i, hvis ikke dette problem løses.

Jeg vil anmode om, at du vil få sat turbo på dette.

Med venlig hilsen

Ango Winther

Medlem af Århus Byråd for Socialdemokraterne

“Ny strategi tiltrængt, så udsatte børn og unge ikke ender som indsatte voksne.”

Skrevet af: Ango Winther @ 14. oktober - 2009
Gemt under: Børm- og ungeudvalget, Politik, Socialforvaltningen, Socialpolitik

Ango Winther byrådsmedlem (S).

 

Som formand for tvangsfjernelsesudvalget i Århus Kommune har jeg siden 2006 været vidne til, at strategien fra tidligere Socialminister Karen Jespersen om at undgå tvangsfjernelser, i den grad er slået fejl. I Århus Kommune var vi i 2006 med på strategien og antallet af tvangsfjernelser faldt som ønsket.

Men jeg kan ikke undgå at få den tanke, at vi lige nu betaler en høj pris for den strategi og ikke mindst de udsatte børn og unge. De udsatte børn og unge, som der ikke blev taget hånd om i 2006, de bliver fjernet nu. 

Tilbage i 2006 og 2007 blev der tvangsfjernet ca. 30 børn og unge om året. I 2008 var der 64 sager og i 2009 har vi pt. behandlet 67 sager.

Alle kan være enige om, at udsatte børn og unge skal hjælpes så tidligt som muligt. Det sker bare ikke, virkeligheden ser anderledes ud. 9 ud af 10 af de børn, som modtager hjælp fra kommunen, er over 7 år.

 

Mit budskab er, at nu skal vi gøre ord til handling. Vi kan ikke være det bekendt. Først svigtes børnene af deres forældre og derefter af deres kommune, fordi problemerne er vokset sig så store, at tvangsfjernelse er den eneste og rigtigste løsning.
Derfor skal vi sætte ind langt tidligere. Indsatsen skal ske allerede fra vuggen af og op gennem opvæksten, hvor vores dygtige fagpersoner som sundhedsplejersker, skolelærer, skolepsykologer og socialrådgiver sammen sikre et smidigt samarbejde med udgangspunkt i en tidlig indsats. Men det kræver, at vi styrker dette samarbejde, skaber rammerne og finder ressourcerne.

Ligesom vi andre forventer, at politiet stiller øjeblikkeligt, hvis vi er blevet udsat for vold eller voldtægt, ligeså hurtigt, skal de udsatte børn have hjælp. De udsatte børn har ikke forældre, som har overskud til at hjælpe eller beskytte dem.
 

Lad os skabe de nødvendige forandringer og fastholde kommunale arbejdspladser.

Skrevet af: Ango Winther @ 9. oktober - 2009
Gemt under: Pressemeddelelser, Århus By

Ango Winther, byrådsmedlem (S).

 

Et standardsvar og løsning på al verdens økonomiske udfordringer, er udlicitering, i hvert fald, hvis man er konservativ. Det fremgik tydeligt på TV 2 Østjylland tirsdag, hvor de konservatives gruppeformand i Århus Marc Perera Christensen i bebrejdende tone efterlyste mere udlicitering i Århus Kommune i sine bestræbelser på at finde 168 mio. over de næste fire år.

Øgede krav til udlicitering er også bebudet fra Minister Lene Jespersen, som ønsker en stigning i den procentuelle andel af konkurrenceudsættelse i kommunerne fra nuværende 26,5 % til 30 %.

 

Min pointe er, at udlicitering ikke kan stå alene og ikke er løsningen som alle økonomiske udfordringer. Det er vores fornemmeste ledelsesopgave i Byrådet og hos lederne i Århus Kommune at have kontant fokus og bevågenhed på en effektiv og konkurrencedygtig organisation. Det gælder ikke kun i krisetider, men også i højkonjunktur.

Det er sundt med konkurrence og at vi bliver pustet i nakken, at andre også kan løse vores kerneopgaver. Det gør, at vi anstrenger os endnu mere og bliver mere bevidste om vores kerneopgave overfor borgerne.

 

Min holdning er, at vi skal skabe de nødvendige forandringer selv i Århus Kommune som gør, at vi kan være konkurrencedygtige. Jeg synes det er ærgerligt, hver gang en offentlig arbejdsplads må give bolden over til et privat firma.

Vi har mange dygtige medarbejdere og ledere, som kan skabe de nødvendige forandringer og løse opgaverne til en konkurrencedygtig pris og kvalitet, men det kræver samme fokus og ikke mindst viljen til forandringer hos begge parter. Samtidig skal vi også skabe de optimale vilkår og rammer for ledere og medarbejdere, så det kan lade sig gøre. Det er her, at en del af løsningen, er øget fokus på afbureaukratisering. Der vil være en del at hente gennem øget fokus på afbureaukratisering, og der er en masse at gå i gang med.

 

At afbureaukratisering kan være en decideret erstatning for udlicitering, vil jeg stille spørgsmålstegn ved. Vi er samtidig nødt til at være realistiske, vi kan ikke som en offentlig organisation sætte os det mål, at vi kan afskaffe alt bureaukrati. Som offentlig virksomhed vil vi altid være lidt mere tunge og bureaukratiske end en privat virksomhed, dette er netop medvirkende til at sikre retssikkerheden og trygheden hos borgeren – denne tryghed må vi ikke sætte over styr.

 

Vi skal tænke os godt om i vores bestræbelser på at nå politiske målsætninger omkring udlicitering og udpegning af nye områder. Her tænker jeg konkret på de berørte medarbejdere, ofte lange beslutningsprocesser og hvad det betyder for arbejdsmiljøet i perioden.

 

Ligesom der er gode eksempler på udlicitering af offentlige opgaver, er der samtidig rigtig mange dårlige eksempler. Forringede arbejdsforhold, dårligere løn og aftalegrundlag for medarbejderne med årene, og ikke mindst serviceforringelser for borgerne.

Vi har gennem mange år oparbejdet en attraktiv og sund arbejdsplads i Århus Kommune med gode arbejdsforhold og et værdigrundlag, som bygger på troværdighed, respekt og engagement, så der er meget at kæmpe for. Lad os holde hinanden fast i det, mens vi skaber de nødvendige forandringer for at fastholde kommunale arbejdspladser i Århus Kommune.