“Gør det du er bedst til” – det gør vi måske??

Skrevet af: Ango Winther @ 23. september - 2009
Gemt under: Politik, Pressemeddelelser, Århus By

Behov for nyudvikling af driftsområder.

Af Ango Winther byrådsmedlem (S).

 

Med byrådets beslutning om nedsættelse af en effektiviserings task force, som over de næste fire år skal give mulighed for at udvide budgettet med 17 millioner, ser jeg en oplagt mulighed for at kigge på vores organisering af driftsopgaver i Århus Kommune. Jeg mener der er brug for at nyudvikle og se på alternativer til vores nuværende organisering.

 

Jeg deltog forleden aften i et debatmøde på Skoleområdet, hvor en diskussion med to skoleledere tydeligt viste, at man kunne stille spørgsmål ved om organiseringen af driftsopgaverne blev hensigtsmæssigt understøttet. Decentrale ledere, der anvender unødvendige ressourcer og tid på deltagelse i beslutninger om f.eks. manglende gulvkloakafløb, der besværliggør renholdelse af toiletter, vinduesudskiftning og indkøb. En driftsopgave, hvor man tænker – ”Skal en skoleleder bruge tid på det”??, timer, som går fra kerneopgaven”.

 

Eller sygeplejersken på et lokalcenter, som bliver praktisk involveret i opsætning af et kald i en borgers hjem, timer som går fra plejen. Og ja der kunne listes mange eksempler op af lignende karakter, hvor man kan stille det spørgsmål om opgaven ligger placeret rationelt og mest hensigtsmæssigt.

 

Derfor vil jeg arbejde for en mere effektiv og rationel organisering af driftsområderne i Århus Kommune. Jeg er overbevidst om, at der er gevinster og fordele at hente. Sammenlægning af driftsenheder vil alt andet lige betyde stordriftsfordele, kvalitative forbedringer, større specialisering, frigørelse af ressourcer, som går fra kerneopgaver, større arbejdsglæde, et bedre grundlag for at opbygge og fastholde kompetencer.

 

Man har allerede i enkelte Magistratsafdelinger i Århus Kommune taget fat på denne opgave og effektiviseret på driftsområder i egen Magistrat. Det er meget positivt, men jeg vil tage et større skridt og fremme endnu mere helhedstænkning i Århus Kommune ved at tænke driftsenheder, som servicerer hele Århus Kommune.

 

Man skal altid sikre sig, at beslutninger om reorganisering bliver truffet på et korrekt og kvalificeret grundlag med et tilbundsgående analysearbejde, hvor alle interessenter bliver medinddraget.

Helt konkret vil jeg pege på et område, som med fordel vil kunne være rollemodel i en to trins model nemlig en samling af alle bygningstilsyn i ét samlet Bygningstilsyn for hele Århus Kommune. Viser det sig at være en god løsning, kunne trin to være en samlet Bygningsafdeling for hele Århus Kommune.

 

Jeg synes vi er forpligtet til at afprøve nye organisationsmodeller for at sikre, at skattekronerne bliver anvendt mest hensigtsmæssigt – det er ansvarlig økonomisk politik. Samtidig kan vi bedre fastholde og tiltrække medarbejdere, som får lov til at anvende deres faglige viden og kompetencer til det de er ansat til.

 

Forenkling af ældreområdet -kræver samtidig fokus på kulturen.

Skrevet af: Ango Winther @ 17. september - 2009
Gemt under: Politik, Ældrepoltik

Forenkling af ældreområdet – kræver samtidig fokus på kulturen.

Ango Winther (S).

Byrådsmedlem

 

Der er næsten ingen grænser for imødekommenhed fra Regeringens side og ikke mindst minister Lene Jespersen om at afbureaukratisere den offentlige sektor. Ministeren efterlyser initiativer fra kommunernes side til en forenkling af reglerne.

Det bliver spændende om der også bliver sat handling bag ordene, det har knebet indtil nu. For der er nok at tage fat på. Jeg tænker helt konkret på ældreområdet, der i den grad er tynget af kontrol og krav til dokumentation.

Bare på et plejecenter i Århus, får man besøg af ikke mindre end tre tilsynsbesøg på et år – to internt(1 anmeldt og 1 uanmeldt) og 1 eksternt fra Embedslægeinstitutionen.

 

Skal kontrol afløses af mere tillid og ansvar til den enkelte institutionsleder og medarbejder, og det mener jeg er vejen frem, kræver det også en indsats for at få ændret kulturen. Når et område igennem de sidste ti år har været præget af kontrol og en udpræget nulfejlskultur, er det samtidig vigtigt at ledere og medarbejdere får frie hænder og ressourcer til at arbejde med at ændre kultur og holdninger. Man siger at struktur forgår, men kultur består, så hvis der ikke arbejdes med kulturen samtidigt, er der stor risiko for at resultaterne kommer til at vente på sig.

 

Udsatte børn…

Skrevet af: Ango Winther @ 9. september - 2009
Gemt under: Børm- og ungeudvalget, Politik, Pressemeddelelser, Socialforvaltningen, Socialpolitik

Pressemeddelelse:

 

 

Viby, den 22. august 2009

 

Socialministeren vil styrke indsatsen for udsatte børn og unge.

 

Det lyder for mig rigtig godt, håber så inderligt det så også bliver resultatet. Baggrunden for min skepsis er, at ved den seneste ændring var det en øget fokus på forældrenes rolle der blev resultatet.

Det er således at alle tvangssager efter afgørelse i ”Børn- og Ungeudvalget” først ankes til det den Sociale nævn, herefter ankes til Byretten, for endelig at slutte som en ankesag i Landsretten. Vel har sagen ikke opsættende virkning, men i det år sagerne løber kan det ikke undgås at børnene påvirkes, og her kunne man ønske sig en hurtigere afgørelse, og gerne fjernelse af mindst en af ankeinstanserne, som i dag kun gavner advokaternes honorarkonto. Her kunne det også ønskes at der kikkes på advokaternes honorarer, evt. fast takst.

 

En hurtigere indsats overfor udsatte børn imødeser jeg med glæde, ligesom en mere effektiv underretningspligt vil glæde mig.

 

Jeg vil tillade mig at stille følgende forslag:

Afhold en konference med politiske nøglepersoner eventuelt fra landes 6 største byer, til gensidig erfaringsudveksling og drøftelse af tiltag, jeg stiller mig gerne til rådighed.

 

Gør noget for de udsatte børn og unge, inden de ender som indsatte!

 

 

Med venlig hilsen

 

Ango Winther

Formand for Socialudvalget,

Og Børn og Ungeudvalget(Tvangsudvalget).